Søborg 1
Søborg 1
Det oprindelige hus er opført i 1913 i nationalromantisk stil og fremstod i fin stand. Da familien ønskede en tilbygning med to ekstra værelser og et badeværelse samt en ekstra stue, var det derfor først og fremmest en overvejelse, om tilbygningen skulle fremstå med sit eget udtryk eller tilpasse sig den oprindelige arkitektur. Man kan argumentere for begge dele, men da huset fremstod ret kompakt, vurderede vi, at det ville være klædeligt og mest helstøbt at forlænge huskroppen med et fag. Det skulle selvfølgelig gøres med samme materialer og detaljeringsgrad som det oprindelige hus. De gesimsbånd og relieffer, som sad på den eksisterende gavl blev derfor ”kopieret” med ud på den nye gavl, og generelt blev tilbygningen udført med tanke på, at passe bedst mulig til den eksisterende arkitektur.
Der kom en ny kvist på taget og nye vinduer i karnappen. Ellers blev der ikke rørt ved det eksisterende hus.
Vi mener selv, det er lykkes at lave en usynlig tilbygning, som kun har gjort det samlede arkitektoniske udtryk på huset mere harmonisk.