This domain is pending renewal or has expired. Please contact the domain provider with questions.

Køkken & Bad

Sommerhus i Tisvilde

Sommerhus i Tisvilde

Huset er på ca. 95 m2 og beliggende op mod en fredet skov, som gav et begrænset byggefelt. Huset orienterer sig mod skoven og iscenesætter træernes lodrette stammer med de store vinduespartier. De meget markante ovenlysvinduer giver flotte kig til himmel og trækroner og skaber fornemmelsen af en lysning i midten af huset, når sollyset kaster skygger ned på bagvæggen.

Huset er opført med lette facader imellem de murede gavle og har klare arkitektoniske referencer til det gamle sommerhus fra 50´erne, som lå på grunden tidligere. Huset er blevet indrettet i samarbejde med Velux med de nyeste løsninger inden for styring af sollys og indeklima.

Gulve er udført i poleret insitubeton, og inventar er udført med egetræsfronter.


HOLTE 9

HOLTE 9

Det oprindelige enfamiliehus fra 60´erne var allerede bygget til ad flere omgange, men familien ønskede at fremtidssikre huset med en separat forældreafdeling med eget badeværelse. Løsningen blev en vinkel på huset, hvor den eksisterende tagflade med ensidig hældning blev forlænget. Det betyder, at soveværelset har fået en flot rumhøjde på næsten 3 m og vinduespartier med kig mod trækronerne på de høje træer. Tilbygningen indrammer samtidig den nye, store træterrasse, som nu er familiens primære uderum.

For at kompensere for aftensolen i stuen, blev der etableret et nyt, stort ovenlysvindue i midten af rummet. Køkkenet blev ligeledes åbnet mere op, og der blev plads til en skøn køkkenø.

Tilbygningen er opført med pudsede facader og cedertræslister i tråd med det eksisterende hus for at opnå en optimal sammenhæng mellem nyt og gammelt.


København S

København S

Da bygherre tog kontakt til NB ark, handlede projektet i første omgang om at renovere deres gamle bungalow. Det viste sig hurtigt at blive alt for dyrt, og i stedet besluttede de sig for at bygge et nyt dobbelthus på grunden, da den var stor nok til, at der kunne gives tilladelse til det. Den ene bolig blev derefter solgt, hvorefter de selv kunne flytte ind i et nyt ½ dobbelthus.

Hver bolig er på ca. 165 m2 i 1½ etage, og der er indrettet køkken, opholdsarealer, bad og kontor i stueetagen samt bad og 3 store værelser på øverste etage. De to børneværelser har samtidig fået en hems for at udnytte den gode lofthøjde.

Bagtil i haven har begge boliger deres egen terrasse med et overdækket areal, hvor der også er tænkt over at bevare så mange træer, som muligt. Derved får haven karakter og bevarer den grønne sammenhæng med omgivelserne.

Husets formsprog læner sig op ad de mange gamle murmestervillaer i området, og det har samtidig været vigtigt også for bygherre, at alle materialer er valgt, så de er så holdbare og naturlige, som muligt og hænger sammen med kvarterets karakter. Der er bl.a. anvendt Petersen tegl til facaderne, tegl på taget og massive egetræsgulve.

 

Fotos: Christina Kayser O.

 

 

Hellerup 1

Hellerup 1

Den klassiske Hellerupvilla trængte til en kærlig hånd, og med familiens 5 sammenbragte og fælles børn var der behov for flere børneværelser. Løsningen blev at grave kælderen ud og skabe nogle store, lyse værelser med god rumhøjde til de teenagebørn, som kun bor i huset på ½ tid. Med indtænkning af nye, tekniske løsninger blev der sikret et godt og tørt indeklima i kælderen.

Huset gennemgik derudover en grundig renovering både ude og inde, hvor der blev værnet om alle de originale detaljer som stuk, brændeovn, udestue og gesimsbånd. Derudover blev der skabt et stort køkken-alrum, hvor hele familien kan samles, med den lange bænk som det perfekte mødested.

Om sommeren kan den nye træterrasse og trappe foran udestuen bruges som et ekstra opholdsrum

Til huset hører også en tidligere garage og portnerbolig, som blev indrettet til særskilt arbejds-, gæste- og teenagerum.

 

Fotos: Christina Kayser O.

 

 

Hillerød 1

Hillerød 1

Familien var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle rive det slidte og trætte 60´er hus ned og bygge et nyt, eller om de skulle bevare og renovere. Beslutningen blev at renovere huset, da det ville give dem et mere interessant hus med flere arkitektoniske kvaliteter til de samme penge, og det var også en mere bæredygtig løsning.

Renoveringen tog udgangspunkt i de materiale- og farveholdninger, som huset er født med, men med et lidt mere moderne tvist. De gule, glaserede teglklinker på gulvet blev bevaret, og stilen underbygget med flere andre farverige fliser til at komplimentere.

Husejeren er meget glad for akvariefisk, og er desuden udlært sushikok, så fisk og japansk arkitektur blev grundstenene i projektet. Det store akvarie blev tænkt ind som en del af arkitekturen som et element, man møder som det første, når man træder ind i huset. 

Med den gennemgribende renovering fik det trætte 60´er hus et helt nyt liv og kan forhåbentlig få lov at leve mange år endnu.

 

Fotos: Christina Kayser O.

 

 

Virum 8


Virum 8

Familien havde brug for mere plads og et ønske om, at familiens fire store børn kunne få deres egen afdeling. De ønskede samtidig en åben planløsning, hvor alle kunne samles. Grunden ligger op ad grønne områder, så der blev skabt gode kig til både haven og skoven. Den skrånende grund gav samtidig mulighed for forskudte niveauer mellem børneafdelingen, voksen- og fællesområdet.

Energi og miljø

Huset er bygget til at overholde 2015-energikrav. Det har jordvarmeanlæg, solceller på taget og genvindingsanlæg. Der er lagt vægt på holdbare, naturlige materialer.

Fotos: Christina Kayser O.

Danske Bolig arkitekter har udgivet en artikel om projektet, der kan læses i linket herunder.

Danske Bolig Arkitekter: Maison grand danois

Solrød strand


Solrød strand

Husets ejere havde gennem flere år ønsket at give deres 1960’er-hus et nyt og moderne udtryk.

De mange udlandsrejser havde givet inspiration til og ønsker om en mere lys og åben planløsning med integration af haverummet. Poolen blev husets hjerte. Den skaber stemning både ude og inde hele året rundt, og den nye loggia giver mulighed for at bruge terrassen omkring poolen en stor del af året.

Holte 8

Holte 8

Den ældre Johan Christensen villa trængte til en gennemgribende istandsættelse, da de nye ejere overtog huset. Der var dog enighed om at bevare eller genskabe mange af de fine detaljer som f.eks. den indbyggede pejs, de murede facader og sorte træpartier og ikke mindst de store glaspartier til den skønne have.

For at få skabt den ideelle planløsning skulle børneværelserne være større, og der måtte bygges en smule til i den ene ende af huset for at få en større stue. Der skulle også skabes en bedre sammenhæng mellem køkken og spiseplads, og for at understrege spisebordet som husets samlingspunkt, blev der etableret et stort ovenlys til at kaste lys ned over rummet.

Huset blev samtidig energirenoveret, så det i dag fremstår som en moderne og tidssvarende bolig, men med mange af de oprindelige arkitektoniske ideer bevaret.

Holte 7


Holte 7

Den oprindelige ejendom er fra 1932, men var allerede udbygget med en tilbygning i 2002.
Ejerne ønskede en bedre arkitektonisk helhed mellem tilbygningen og det oprindelige hus og også lidt mere plads. Hele huset gennemgik derfor en modernisering, hvor der skulle tages hensyn til de arkitektoniske detaljer i det oprindelige hus, men også skabes en moderne bolig med åbent køkken og bedre sammenhæng med den smukke have.

 

 

Virum 13


Virum 13

Den eksisterende villa er et arkitekttegnet typehus fra 1950’erne. Den er bevaringsværdig og indgår i en samlet bebyggelsesplan, hvor flere af husene er tegnet af Mogens Lassen, men de kun 77 m2 bolig var ikke tilstrækkeligt til børnefamilien. Selv om boligarealet blev mere end fordoblet er det gjort med stor respekt for den oprindelige arkitektur. Køkkenet er åbnet op og er blevet husets hjerte. Fra både spisestue og stue giver de stor foldedøre god kontakt til den dejlige terrasse, som derved også forøger husets areal i sommerhalvåret.
Den forholdsvis smalle grund var en udfordring ift. at trække dagslys ind i opholdsrummene, men det blev løst dels ved indbygning af ovenlys og ved en lille forskydning mellem tilbygningen og det eksisterende hus.

 

Fotos: Christina Kayser O.

 

Danske Bolig arkitekter har udgivet en artikel om projektet, der kan læses i linket herunder.

Danske Bolig Arkitekter: Nyt hus med gammel sjael